Arbejder du agilt? Er du dynamisk, output-orienteret, og burndown-enabled? Perfekt. Du er drømmekandidaten til dette projekt.
Der skal laves en platform, der lader folk synkronisere to forskellige platforme og lave et samlet output. Det er måske til bogholderi, det er måske til dokumentstyring. Det er ligemeget. Det vigtigste er at der er et klart mål, afgrænsede behov, og et nyttigt produkt der udfylder en niche hvor kunder har et irritationsmoment. Det kan spare kunderne for tid, det kan automatisere1 en masse workflows. Det er perfekt til formålet.
Projektet er scopet, der er milestones, deliverables, perfekt afbalancerede faser. Discovery er afsluttet, prototyperne testede godt, og budgettet er rummeligt. Der er desuden buffere inde, der gør at udviklerne kan arbejde i et støt tempo, teste ordentligt, og ikke behøver lave en ordentlig portion kode-bolognese. Hele projektet er en skinnende diamant, poleret og klar. Holdet går i gang. Der er optimisme. I er produktive. I er glade for det.
I når alle milestones, produktet er klart til de sidste test, og I er tæt på en snarlig lancering af version 1.
Klokken er 01:26. Din telefon summer. Du vågner, desværre. Der ligger en besked fra Tommy. Tommy har en udefineret rolle i ledelsen, og har skiftet bogstaver i sin C-level kombination mange gange.
“se på det her vilel vær bedre at ramme større kundersegmnt overvej at koble til alle større erp-platform se vedlagt dummy”2
Vedhæftet er et screenshot fra app-udgaven af Microsoft Teams chatoversigt. Der er tegnet hjælpeløse og uforståelige streger ind i rød, tydeligvis med fingre. Der er pile. Der er cirkler. Nogle ting er understreget. Du trækker vejret. Okay. Du ser at der er endnu en vedhæftning. Det er en zipfil.
Du åbner den. Det er en bunke vilkårlig kode, spyttet ud af en ubehjælpsom generativ kunstig intelligens. Den er i et andet sprog end jeres projekt. Alle API-kald er volapyk, og den vedlagte dokumentation ser flot ud, men rummer ingen information. Ordet “Salesforce” går igen. Mange gange. For mange gange til at det rigtigt kan være godt. Du falder hen i en utryg søvn.
I arbejder videre. Tommy begynder at indkalde forskellige medlemmer af holdet til møder. I kan ikke finde ud af hvad der foregår. Han har gentagne gange spurgt til hvordan det går med hans change request. Du ved, den han sendte til dig. I arbejder videre, og prøver at holde dampen oppe.
Et par uger senere, da du møder på arbejde, bliver du mødt af en række mødeindkaldelser til WAR ROOM ONE – DEFCON 7! Alle dine kollegaer på holdet sidder og kigger ned i deres computere. Ingen siger noget. Mødeindkaldelserne dækker hele dagen.
WAR ROOM ONE – DEFCON 7! har en monolitisk skærm for enden af rummet. En summende forkynder af kaos. Oppe ved skærmen står Tommy. Tommy anser sig selv som en visionær disrupter og Tommy har fået en vision.
“Vores konkurrenter smadrer os.” Han siger det både med en tyngde og en let dirren i stemmen. “Hvorfor har I ikke set alle de lavthængende frugter? Hvor er integrationerne? Og hvem fanden har lavet UX på det her? Det ligner jo noget fra halvfemserne.”
Du rækker hånden op. Du påpeger at produktet har gennemgået discovery, brugertests og har et virkeligt godt market fit. Du nævner også at han har kommenteret tidlige mockups, og at den nuværende løsning ser meget mere elegant ud.
“MARKEDET ER IKKE STATISK!” Tommy hæver stemmen. Det er et stort WAR ROOM, men det føles pludseligt meget småt. “Hvis vi ikke laver en pivot nu, så kommer vi til at stå med røven bar. MED VORES PIK I HÅNDEN!”
Ingen andre i rummet siger noget. De sidder alle sammen og stirrer ned i bordet.
Tommy trykker på sin laptop, og en slide kommer op. Titlen er med en fontstørrelse der fylder hele universet. FEATURE REQUIREMENTS. Det er en lang liste. Produktet skal nu ikke fungere som middleware imellem systemer. Det skal være systemet. Du rækker hånden op igen.
“Vi kan ikke konkurrere med de to platforme vi kobler. De har en modenhed der har taget årtier at opnå.”
Tommy sukker. Dramatisk.
“Så du vil bare sidde med pikken i hånden, imens vi bliver kørt over?”
Den næste time er en monolog. I tager noter. I tier stille.
Tommy afslutter sin præsentation. Du rækker hånden op igen.
“Hvis vi skal så meget udenfor scope, bliver vi nødt til at køre en ny omgang discovery og se hvor vi kan tilpasse noget af det vi allerede har bygget til de nye krav.”
Tommy stirrer på dig.
“Så du ikke mine mockups? Der er ikke brug for discovery. Vi skal bare bygge det jeg har vist. Vi skal ikke spilde tid. Vi skal skabe. Vi arbejder agilt, og det der mindset er gammeldags og utilstrækkeligt.”
Tommys mockups var mest screenshots fra et dusin forskellige platforme, overtegnet med fingermalede noter. Der var ingen forklaring til billederne. Det var lige så læseligt som et dokument skrevet på et sprog du ikke forstår. Du har en mistanke om at den der skrev det på originalsproget var ordblind. Han gennemgår dem, manisk og hurtigt. Igen og igen.
Mødet slutter. I går fra rummet og begynder at se på projektet. Softwarearkitekten bruger en halv time på toilettet. I kan høre ham råbe ind i en telefon. I overvejer om I skal kalde UX’ere ind. Tommy havde ikke booket dem til mødet. I sætter en række nye milestones op, og begynder at planlægge alle de nye feature requirements.
Der er gået to år. Den simple, effektive og elegante løsning er blevet et monster, holdt sammen af gaffatape og ai-genereret kode. Alle tests fejler, og ingen kan længere genkende noget i kodebasen. Halvdelen af holdet er udskiftet. Produktet har skiftet navn flere gange end I har misset deadlines. Featurelisten er nu længere end et episk digt.
Din computer pinger. Du er indkaldt til et møde. WAR ROOM ZERO – DEFCON 12.
Du folder din laptop sammen og går ind i mødelokalet sammen med de andre dødsdømte.
Tommy står for enden af bordet. Du kan se hans kolossale Garmin-ur vise en puls på 130. Han stirrer ud over rummet, en anelse fråde i mundvigen.3
Han sætter sin laptop til. Første slide har en overskrift der knækker på midten, og en fontstørrelse der kan gøre en grafisk designer angst.
“MULTIFACETED AI INTEGRATION”
Du rejser dig. Det CV skriver ikke sig selv.
- Et ord der altid bærer en indbygget risiko for at lave et værre produkt, der giver en masse spændende og potentielt forretningsundergravende muligheder for usikker drift. ↩︎
- Selv ikke tusind chatGPT’er kan lære en overentusiastisk C-level at kommunikere klart. ↩︎
- Ingen Tommy’er starter her. Men de ender her, fordi alting i tech går alt for hurtigt, og der kommer tusind nye ting man skal tage stilling til hver dag, og hvis du ikke kan sortere i signalerne, så kommer du til at tage stilling til tusind ting hver dag. Det giver hjerneskade, og gør mennesket til en hund med ADHD ser Wimbledon. ↩︎