Tekstase

Forfatter: Theis

  • Hvorfor er LinkedIn så trist?

    Har du opdaget at internettet er blevet mere deprimerende? Det er selvfølgeligt subjektivt, men der er en stigende grad af mangel på nysgerrighed, mangel på personlighed og mangel på den nødvendige kreative kritik og energi, der har resulteret i et sterilt, gråt internet.1

    Alting var ikke bedre i gamle dage, nødvendigvis. Fortiden, uanfægtet af konservativ og borgerlig romantiseren, var varierende grader af frygtelig. Enhver snak med en baby boomer om menneskerettigheder, kønspolitik og queer-personer understreger at verden socialt er blevet bedre og mere rummelig. Men denne menneskelighed har ikke haft specielt meget plads på internettet efter at alting blev samlet i web 2.0.2

    Det mest deprimerende sted på internettet er LinkedIn. Jeg ved det, det er groft sagt, og der findes fora og grupper hvor mennesker snakker om at miste børn. Disse steder er helt sikkert mere triste og fyldt med sorg, men det er en håndgribelig og forståelig sorg. LinkedIn er noget andet. Det er den grå tristheds ukrænkelige palads. Den upersonlige kommunikations højborg. De ligegyldige resultaters mausolæum. 

    LinkedIn tiltrækker en helt bestemt mennesketype. Den mekaniske person. Personen med en checkliste, personen der ser output som succes. Det er en hyldest til hypermaterialismen, filtreret gennem en neutral, umenneskelig tone, og ensartede portrætter.3

    Der er ingen kreative mennesker på LinkedIn4, for LinkedIn fordrer ikke kreativitet. LinkedIn gik fra at være upersonlige posts om arbejdsliv, skrevet af mennesker der absolut ikke var så glade for deres arbejde som de skrev, til at være en maskine der spytter middelmådigt indhold ud fra generativ AI, hvad enten der er pointeløse, ofte falske historier fra det “virkelige” liv, over AI-genererede business advice, med tilhørende plastikbilleder. Det er mennesker der kører dem selv igennem en billedgenerator, for at komme så langt væk fra sig selv som muligt. Det er en maskine der steriliserer det menneske du er, i en grad som den blå corporate-skjorte aldrig helt kunne nå. Det er det ultimative udstillingsvindue af mennesker som produkter, kød og blod reduceret til salgsmateriale, hvor brugerne er fanget i en konflikt om at være den der er mest præsentabel overfor en stadig mere umenneskelig arbejdsverden. 

    Folk følger platituder. Folk hylder middelmådighed. Det er ikke nyt. Men på LinkedIn har vi opnået den mest destillerede form af det: det er udelukkende form over funktion, facade over indhold. Det er masseproduceret kunst, et sted hvor mennesker er reduceret til IKEAs fladt indpakkede kasser med aggressivt intetsigende møbler. Der er ingen der tør bande, eller komme med noget der kan afsløre hvilken person der er bag ved det perfekt manicurerede glansbillede. Din personlighed på linkedin er en persona. 

    Kan vi gøre LinkedIn godt igen? Nej. Det var aldrig godt. LinkedIn startede sin eksistens i den fase hvor Facebook allerede var blevet et overfyldt toilet. Det var aldrig muligt at lave en god udgave af LinkedIn, for det startede sit liv som et udstillingsvindue. Det var kurateret fra første sekund, skabt til mennesker der lever i sterile lejligheder og mener at hobbyer er noget for useriøse personer og gøglere. 

    Det mest tragiske er at jeg ikke har mødt nogen der kan lide LinkedIn.5 Selv personer der danser den korrekte virksomhedsdans på LinkedIn hader det. De fleste væmmes ved tanken om at skulle poste noget positivt om deres virksomheds nyeste produkt, og udstille sig selv som den person de ikke er. For de ved at deres LinkedIn-persona er falsk, og det føles stadig forkert at være noget man ikke mener. Men måske er det formålet med LinkedIn. Det er et sted hvor du langsomt, men sikkert, kan fjerne de irriterende knaster og besynderligheder i din person, og blive et bedre, mere effektivt menneske. Du ved. En lille maskine. 

    LinkedIn er bygget på en ret bizar måde, i forhold til at det nominelt er et social medie. Der er et økonomisk incitament bag alle interaktioner6 og du bliver konstant mindet om at du kan opgradere din effektivitet ved at blive premium. Faktisk er premium nærmest et krav, for LinkedIn er et panoptikon. Det er en diffus, tonet overvågning, hvor du konstant bliver fortalt at nogen har kigget på dig, men du kan kun se hvem, hvis du betaler. Det er voyeurisme med modsat fortegn. Uden premium, er du et hjælpeløst objekt, beskuet og udstillet. Med premium bliver en proaktiv business god, almægtig og intens. En superbruger af et af verdens værste produkter.7 For hvad er bedre efter at have brugt en lang arbejdsdag med hovedet begravet i Sharepoint, Teams og den evigt afviklende office-pakke, end at tage på en tom rejse ind i endnu et Microsoft-univers af abonnementer, positionering og middelmådigt visuelt design?

    Det giver også en frygt og en ensretning af brugere. Der er en ængstelse over den persona man præsenterer, for man ved aldrig rigtigt hvem der kigger og hvorfor. Du kan ikke besøge en profil anonymt som almindelig dødelig. Alt er notificeret og tracked. Det giver et incitament til at være en anden end dig selv – eller i det mindste en så nedkogt udgave af dig selv, at du ikke ville kunne genkende dig selv i din egen persona, hvis du mødte den. LinkedIn stjæler noget menneskeligt fra dig, og erstatter den med noget harmløst. Noget poleret. 

    Det er faktisk det perfekte mikrokosmos over den moderne arbejdsplads. Bravo.

    1. Sterilt som i følelsesløst og ensrettet. Internettet flyder stadig over med perversion og bizar adfærd, men den positive kreativitet og energi er underligt manglende. ↩︎
    2. Den proces hvor alting blev samlet på relativt få sider og platforme, der i forskellig hastighed blev mere eller mindre umenneskeliggjorte i deres forsøg på at jage en evig og håbløs vækstkurve. ↩︎
    3. Ofte meget gamle portrætter, også, for der værste du kan være på LinkedIn er den realistiske udgave af dig selv. For lad os nu være ærlige: Du er ikke specielt salgsbar som du er. Du skal iklæde dig en persona. Du skal blive et produkt. ↩︎
    4. Der er kreative mennesker på LinkedIn, men de er ikke den kreative og skabende udgave af sig selv. LinkedIn kan tage alle de kreative værktøjer og skabende dele fra en person allerede ved login-skærmen. ↩︎
    5. Det er fordi jeg har sublim smag i venner og bekendte, naturligvis. Og fordi jeg trykker NEJ, FOR HELVEDE, hver eneste gang sociale medier vil have mig til at følge en klovn-du-jour der bøvser intetsigende nonsens op for at få opmærksomhed. ↩︎
    6. Det er der selvfølgelig også på andre sociale medier, men graden af pay for play på Linkedn er så direkte og udpenslet at det er det eneste man kan se. ↩︎
    7. En udmærkelse der er ret imponerende midt i SaaS-pokalypsen, hvor det virker som om produktstrategien for alle platforme er at forstærke og udvikle de værst tænkelige dele. ↩︎

  • Kunstig Effektivitet

    Har du travlt? Selvfølgelig har du det – du er en drone i det senkapitalistiske samfund – et lille tandhjul i en stor, effektiv maskine. Der altid en deadline eller fire, og alting haster, Faktisk haster alting så meget at projekter, der er estimeret til tre måneder, nemt tager halvandet år. Det er fordi de bliver fyldt med effektivitet undervejs.

    Effektivitet er en nedadgående spiral i mange virksomheder. Det ligger i hvordan de er sat op: alle higer efter forfremmelse til et punkt hvor de ikke er effektive, så med et større ledelseslag, bliver virksomheden tungere, mere forvirret og mindre effektiv. Det betyder at dem på gulvet, dem der endnu ikke er trådt ind i de voksnes pseudoarbejdende rækker, bliver mere og mere udbrændte, fordi de skal være mere effektive, uden at få færre opgaver eller mere tid. 

    Så det er nemt at falde i, og gøre som mellemlederne gør: få nogen eller noget til at lave opgaver for dig. Det er klart at mellemledere kan føle sig effektive. De har de facto ingen praktiske opgaver, og deres effektivitet bliver målt på andre menneskers produktivitet. Det betyder at deres effektivitet er summen af andres arbejde, så ved at få andre til at arbejde hårdere, bliver mellemlederen mere effektiv. 

    Så generativ kunstig intelligens kan føles som en gave sendt fra de højere magter. Den kan tage noget af dit rutinearbejde, og lynhurtigt løse det. Den kan give idésparring, og den kan give dig et overblik over et nyt vidensområde. Den kan skrive rapporter for dig, lave præsentationer, og spare dig for meget tid. Den kan gøre dig mere effektiv. 

    Eller kan den?

    Du er ikke mere effektiv, når du får lavet dine opgaver for dig. Du er væsentligt mindre effektiv, for den person der er blevet ansat til at løse opgaven er ikke længere ansvarlig for opgaven. Generativ kunstig intelligens er ikke et værktøj. Det er en service. Den laver noget for dig, og det er knap nok en opgave at tjekke om det den laver er godt nok. Det er ikke et værktøj du bruger. Et værktøj kræver øvelse, kræver faglighed, og kræver forståelse for det man bruger værktøjet til. En generativ kunstig intelligens kræver ingenting af din faglighed. Det er en service, der overtager arbejdet for dig.  Hvis du allerede har udliciteret din faglighed til en autocorrect på kokain, så er den faglighed på vej ud. Den er blevet erstattet med enten dovenskab eller en patologisk frygt for at sakke bagud. Den sikreste måde at tabe sig selv på, er at lade noget andet styre en. 

    Du, mennesket, er den bedste til at lave arbejdet.1 Det er, trods alt, derfor du er blevet ansat til det. Hvis rammerne for dit arbejde gør at du ikke kan løse opgaven, så er det rammerne, eller opgaven, der er problemet. Det løser generativ kunstig intelligens ikke. Den gør det faktisk værre, for den gør at du kan se ud som om du kan løse opgaven, at du kan følge med i en arbejdsstrøm der er urimelig. 

    Den kan heller ikke lære dig noget. Det er igen et spørgsmål om hvordan viden virker. Den opsummering du får af Turbo Auto Correct er ikke værdifuld. Den er hvad den er. Den forståelse du får ud af den er kortvarig og fiktiv, for du har ikke arbejdet for forståelse. Det er en illusion af forståelse, og i takt med at du bruger den mere og mere, bliver forståelse uforståelig. Du har udliciteret den lærende del af hjernen til en maskine, der ikke kan lære.

    “Men den kan give mig en hurtig opsummering af en bog.” 

    Ja? Og? Det er ikke andres fortolkning af en bog eller artikel, der gør noget for din læring. Det er de processer der foregår i din hjerne imens du læser den, der giver læring. Forståelse er en kompleks proces, men noget af det fundamentale er synteser mellem ny og eksisterende viden. Det er filosofisk flødesprog, men kort opsummeret er det hvordan den nye viden kobles sammen med den eksisterende, og skaber ny og bredere forståelse. Din hjerne og viden er langt mere kompleks end du tror, og jo mere du fylder på den, jo bedre bliver den til at lave forbindelser mellem vidensområder du måske havde bildt dig ind var diskrete; var afskårede og isolerede fra hinanden. Du bliver mere smidig i hvordan du tænker og forstår, jo mere af din viden er koblet sammen i en stor skål mental spaghetti.2

    En af de mest komiske og triste ting jeg nogensinde har set, var en prompt engineer3, der havde fået en generativ kunstig intelligens til at lave en præsentation for ham. Han havde så lige glemt at øve den tekst, der var blevet outputtet, så hvert eneste slide blev mødt med en hakkende, overrasket oplæsning. Dovenskaben var total. Han havde fjernet mennesket fra processen, og eftersom han selv havde svært begrænsede kompetencer, blev det en tragikomisk fadæse.

    Men alle bruger det!

    Nej. Jeg gør ikke. Jeg er måske et unikum – det tror jeg ikke at jeg er, men lad os lade som om – for min baggrund gør mig god til netop det folk opfatter generativ kunstig intelligens som værende god til: sprog, ord, udtryk. Det er svært at skrive.4 Det betyder at man skal bruge tid på at skrive godt, på at finde de bedste formuleringer man kan, på at forstå materialet, og på at forstå modtageren. Derfor er det skræmmende at skrive, for folk der ikke er vant til det.5 Men det er læring. Hvis du selv skal formulere dine idéer, dine tanker og konklusioner, så lærer du noget om dem og dig selv. Du finder dine styrker i formidlingen. Det der kommer ud bliver, på godt og ondt, dit eget, og det bliver bedre og bedre for hver gang du gør indsatsen. Og ja, det tager lang tid, når man ikke er vant til det. Men dine projekter og dine produkter bliver bedre, for du har integreret forståelsen og formidlingen af dem i hele din måde at tænke på. Din måde at tænke på bliver din egen, et værktøj du kan tage med hver eneste gang du møder noget nyt. Kunsten er ikke at kunne noget, kunsten er at forstå hvorfor du kan det. Og det kan generativ kunstig intelligens aldrig hjælpe dig med. For det er noget, den aldrig kommer til at kunne.

    Til dig der bruger generativ kunstig intelligens fordi du ikke rigtigt gider dit arbejde længere: find noget nyt at lave. Lær noget nyt. Du bliver ikke mere lykkelig af at sidde og fake resultater på et job der ikke interesserer dig.6

    1. NEJ!” Okay. Så er du enten det forkerte sted, eller får forkerte opgaver. Lad være med at tale dig selv ned. Du er god. Du kan blive bedre. Din dagligdag kan blive bedre. ↩︎
    2. Ikke den bedste metafor, men man kan ikke vinde hver gang. ↩︎
    3. Et ord med samme faglige dybde og kompetencemæssige profil som “tv-kigger” eller “fodboldtilskuer.” ↩︎
    4. Hvilket gør det ekstra ironisk at det er noget af det mellemledere har mindst respekt for, og hurtigst muligt vil erstatte med en maskine der gør det på et niveau de vurderer til at være tilstrækkeligt. Det siger nok mere om lederne end om kvaliteten af teksten. ↩︎
    5. Medmindre du ikke har nogen som helst kvalitetssans og lever dit liv på Dunning-Krügers glimtende bjergtoppe. Tillykke. Du er Sam Altmans kernesegment. ↩︎
    6. Og hvis det rent faktisk gør dig glad at lave ingenting og fake resultater, så er bestyrelsesarbejde dit kald. Intet reelt eller nyttigt arbejde, masser af blow og rødvin. Der er kurser du kan gå på. Held og lykke. ↩︎

  • Gacha-effekten

    I Japan har de enormt mange gachapon-maskiner. Det er maskiner, hvor du kan trække en plastikkugle med legetøj i. De koster ofte omkring 300-500 yen, og er absolut ubrugelige.1

    Hver maskine har ofte 4-5 forskellige variationer af legetøjet, i en tematisering der spænder meget bredt, over popkultur, tegnefilm, medier eller maskiner. Der er ofte også en enkelt udgave der er særligt sjælden, og derfor mere attraktiv. Det er sjovt at trække en gacha.2 Det kilder den del af hjernen, der kan lide spænding, og spændingen er yderst ufarlig. Det er bare en dims. 

    Problemet med gacha er afhængighed og FOMO. Du vil have lige præcis den rigtige udgave af legetøjet, og smider derfor tonsvis af penge i maskinen, indtil du får den rigtige. Selvom risikoen er lav, og det bestemt ikke er som at have, fx, ludomani eller anden afhængighed, så er det et element af misbrug. Du vil meget gerne have noget bestemt ud af et system der er bygget til at give dig et vilkårligt output. Til gacha-maskinernes forsvar er det output ret begrænset i scope. 4-5 forskellige udgaver, med forskellig grad af sjældenhed. Så selvom det er vilkårligt hvilken udgave der kommer ud, så ved du med sikkerhed HVAD der kan komme ud. Du har 4-5 muligheder. Så hvis du trækker nok gange, får du den dims, du gerne vil have. 

    Denne post handler om generative AI chatbots. 

    Du har, fordi du er på LinkedIn og arbejder på at opnå maksimal depression gennem brugen af LinkedIn, set opslag med folk der viser deres hacks og geniale prompts til hvordan de får Claude til at lave alt deres arbejde for dem. Det virker smart. Ved at skrive et par faste vendinger, gør du din røvslikkende beta-male chatbot til en superperformende hypermacho alpha-male ultrakollega, der bare kan alting. Hvem vil ikke det? Hvem vil ikke maksimere deres performance og turbocharge deres output? 

    Sæt dig ned, skipper. Nu skal vi snakke om deterministiske systemer, og hvorfor alle på LinkedIn lyver for dig.3

    Kan du huske matematik? Det var noget vi alle sammen havde i folkeskolen, og som nogle mennesker fortsatte med bagefter. Matematik er deterministisk. 2+2 er altid 4. Du er sikker på at input giver et determistisk output. Medmindre du laver en fejl.

    Når troldmændene på LinkedIn fortæller dig om den magiske prompt der omdanner Claude til en visdomsspyende klon af Jeff Bezos eller Elon Musk4, så glemmer de at det ikke er sådan den virker. Fordi maskinerne på overfladen er ekstremt imponerende, så er der ikke mange der tænker over hvad det er der foregår under hjelmen, og hvordan det output du får, rent faktisk opstår. Den har bare givet dem et output som de selv er tilfredse med. Hypen omkring LLM’er er bygget på et fundament af uvidenhed. Det output er ikke deterministisk, og du er næsten garanteret et andet output. Det er sådan en LLM virker. Den tager tonsvis af træningsdata og omdanner det til output gennem komplekse ikke-deterministiske processer. Hvilket på almindeligt dansk betyder at den kaster havregrød på væggen og håber at noget af det hænger fast. Geniet på LinkedIn med den magiske prompt fik bare en gachakugle med det han gerne ville have.5 Selvom du bruger den samme maskine, så får du ikke det samme. 

    Lige nu er der en kolossal mængde vidensarbejde, der laves på en gachamaskine. Men ikke bare hvilken som helst gachamaskine. Det er en gachamaskine der er programmeret til at rose dig hver eneste gang du trækker en ny kugle, og har en forretningsmodel, hvor kuglerne nærmest er gratis, fordi driften er subsidieret. På et tidspunkt bliver kuglerne MEGET dyre, og fordi systemet i sin natur ikke garanterer et passende eller nyttigt output, så kommer det til at koste enormt mange penge. Det kommer meget specifikt til at ramme et punkt hvor antallet af penge du putter i, dikterer hvor dårlige outputs du er villige til at acceptere. Lige nu kan du råbe af maskinen indtil den giver dig lige det du vil have, men det kommer du ikke til for evigt. 

    Forhåbentligt vil den kommende økonomiske friktion i disse services give anledning til en overvejelse omkring værdien af arbejde. For det virker sindssygt at betale en person 70k+ om måneden for at brænde 25k+ på at råbe af en maskine i håbet om at den kan lave det arbejde, man nominelt betaler personen for. Men indtil da kommer meningsdannerne på LinkedIn stadigvæk til at trække deres meninger i gachamaskinen, og formaste sig til at kalde det innovation.

    1. Jeg har selvfølgelig en del dimser derfra. Selv ikke jeg, den stoiske konge af regressiv tænkning, er immun overfor tingeltangel. ↩︎
    2. Sjovt er selvfølgelig subjektivt. Det kan være du slet ikke har nogen reaktion på det. ↩︎
    3. Eller får selvsamme exceptionelt løgnagtige chatbot til at lyve for dem. Vi lever i sandhed i et informationssamfund uden indhold. ↩︎
    4. Jesus Kristus, hvor er det en frygtelig tanke at have tænkt. At man frivilligt lader en dement robot cosplaye som verdens værste mennesker og kalder det inspiration. ↩︎
    5. Eller noget der var tæt nok på. Det svære ved at bygge ting ved at råbe af andre, er at man ikke selv laver det, og derfor i en eller anden udstrækning må finde sig tilfreds med resultatet. Det største problem med generativ kunstig intelligens er, at det lige nu er meget billigt at råbe i mange, mange timer. Man bliver ikke klog af at råbe. ↩︎

  • Definition of Undone

    Arbejder du agilt? Er du dynamisk, output-orienteret, og burndown-enabled? Perfekt. Du er drømmekandidaten til dette projekt. 

    Der skal laves en platform, der lader folk synkronisere to forskellige platforme og lave et samlet output. Det er måske til bogholderi, det er måske til dokumentstyring. Det er ligemeget. Det vigtigste er at der er et klart mål, afgrænsede behov, og et nyttigt produkt der udfylder en niche hvor kunder har et irritationsmoment. Det kan spare kunderne for tid, det kan automatisere1 en masse workflows. Det er perfekt til formålet. 

    Projektet er scopet, der er milestones, deliverables, perfekt afbalancerede faser. Discovery er afsluttet, prototyperne testede godt, og budgettet er rummeligt. Der er desuden buffere inde, der gør at udviklerne kan arbejde i et støt tempo, teste ordentligt, og ikke behøver lave en ordentlig portion kode-bolognese. Hele projektet er en skinnende diamant, poleret og klar. Holdet går i gang. Der er optimisme. I er produktive. I er glade for det. 

    I når alle milestones, produktet er klart til de sidste test, og I er tæt på en snarlig lancering af version 1. 

    Klokken er 01:26. Din telefon summer. Du vågner, desværre. Der ligger en besked fra Tommy. Tommy har en udefineret rolle i ledelsen, og har skiftet bogstaver i sin C-level kombination mange gange. 

    “se på det her vilel vær bedre at ramme større kundersegmnt overvej at koble til alle større erp-platform se vedlagt dummy”2

    Vedhæftet er et screenshot fra app-udgaven af Microsoft Teams chatoversigt. Der er tegnet hjælpeløse og uforståelige streger ind i rød, tydeligvis med fingre. Der er pile. Der er cirkler. Nogle ting er understreget. Du trækker vejret. Okay. Du ser at der er endnu en vedhæftning. Det er en zipfil.

    Du åbner den. Det er en bunke vilkårlig kode, spyttet ud af en ubehjælpsom generativ kunstig intelligens. Den er i et andet sprog end jeres projekt. Alle API-kald er volapyk, og den vedlagte dokumentation ser flot ud, men rummer ingen information. Ordet “Salesforce” går igen. Mange gange. For mange gange til at det rigtigt kan være godt. Du falder hen i en utryg søvn.

    I arbejder videre. Tommy begynder at indkalde forskellige medlemmer af holdet til møder. I kan ikke finde ud af hvad der foregår. Han har gentagne gange spurgt til hvordan det går med hans change request. Du ved, den han sendte til dig. I arbejder videre, og prøver at holde dampen oppe.

    Et par uger senere, da du møder på arbejde, bliver du mødt af en række mødeindkaldelser til WAR ROOM ONE – DEFCON 7! Alle dine kollegaer på holdet sidder og kigger ned i deres computere. Ingen siger noget. Mødeindkaldelserne dækker hele dagen.

    WAR ROOM ONE – DEFCON 7! har en monolitisk skærm for enden af rummet. En summende forkynder af kaos. Oppe ved skærmen står Tommy. Tommy anser sig selv som en visionær disrupter og Tommy har fået en vision. 

    “Vores konkurrenter smadrer os.” Han siger det både med en tyngde og en let dirren i stemmen. “Hvorfor har I ikke set alle de lavthængende frugter? Hvor er integrationerne? Og hvem fanden har lavet UX på det her? Det ligner jo noget fra halvfemserne.”

    Du rækker hånden op. Du påpeger at produktet har gennemgået discovery, brugertests og har et virkeligt godt market fit. Du nævner også at han har kommenteret tidlige mockups, og at den nuværende løsning ser meget mere elegant ud. 

    “MARKEDET ER IKKE STATISK!” Tommy hæver stemmen. Det er et stort WAR ROOM, men det føles pludseligt meget småt. “Hvis vi ikke laver en pivot nu, så kommer vi til at stå med røven bar. MED VORES PIK I HÅNDEN!”

    Ingen andre i rummet siger noget. De sidder alle sammen og stirrer ned i bordet. 

    Tommy trykker på sin laptop, og en slide kommer op. Titlen er med en fontstørrelse der fylder hele universet. FEATURE REQUIREMENTS. Det er en lang liste. Produktet skal nu ikke fungere som middleware imellem systemer. Det skal være systemet. Du rækker hånden op igen. 

    “Vi kan ikke konkurrere med de to platforme vi kobler. De har en modenhed der har taget årtier at opnå.”

    Tommy sukker. Dramatisk. 

    “Så du vil bare sidde med pikken i hånden, imens vi bliver kørt over?”

    Den næste time er en monolog. I tager noter. I tier stille. 

    Tommy afslutter sin præsentation. Du rækker hånden op igen. 

    “Hvis vi skal så meget udenfor scope, bliver vi nødt til at køre en ny omgang discovery og se hvor vi kan tilpasse noget af det vi allerede har bygget til de nye krav.”

    Tommy stirrer på dig. 

    “Så du ikke mine mockups? Der er ikke brug for discovery. Vi skal bare bygge det jeg har vist. Vi skal ikke spilde tid. Vi skal skabe. Vi arbejder agilt, og det der mindset er gammeldags og utilstrækkeligt.”

    Tommys mockups var mest screenshots fra et dusin forskellige platforme, overtegnet med fingermalede noter. Der var ingen forklaring til billederne. Det var lige så læseligt som et dokument skrevet på et sprog du ikke forstår. Du har en mistanke om at den der skrev det på originalsproget var ordblind. Han gennemgår dem, manisk og hurtigt. Igen og igen.

    Mødet slutter. I går fra rummet og begynder at se på projektet. Softwarearkitekten bruger en halv time på toilettet. I kan høre ham råbe ind i en telefon. I overvejer om I skal kalde UX’ere ind. Tommy havde ikke booket dem til mødet. I sætter en række nye milestones op, og begynder at planlægge alle de nye feature requirements. 

    Der er gået to år. Den simple, effektive og elegante løsning er blevet et monster, holdt sammen af gaffatape og ai-genereret kode. Alle tests fejler, og ingen kan længere genkende noget i kodebasen. Halvdelen af holdet er udskiftet. Produktet har skiftet navn flere gange end I har misset deadlines. Featurelisten er nu længere end et episk digt.  

    Din computer pinger. Du er indkaldt til et møde. WAR ROOM ZERO – DEFCON 12.

    Du folder din laptop sammen og går ind i mødelokalet sammen med de andre dødsdømte. 

    Tommy står for enden af bordet. Du kan se hans kolossale Garmin-ur vise en puls på 130. Han stirrer ud over rummet, en anelse fråde i mundvigen.3

    Han sætter sin laptop til. Første slide har en overskrift der knækker på midten, og en fontstørrelse der kan gøre en grafisk designer angst. 

    “MULTIFACETED AI INTEGRATION”

    Du rejser dig. Det CV skriver ikke sig selv.

    1. Et ord der altid bærer en indbygget risiko for at lave et værre produkt, der giver en masse spændende og potentielt forretningsundergravende muligheder for usikker drift. ↩︎
    2. Selv ikke tusind chatGPT’er kan lære en overentusiastisk C-level at kommunikere klart. ↩︎
    3. Ingen Tommy’er starter her. Men de ender her, fordi alting i tech går alt for hurtigt, og der kommer tusind nye ting man skal tage stilling til hver dag, og hvis du ikke kan sortere i signalerne, så kommer du til at tage stilling til tusind ting hver dag. Det giver hjerneskade, og gør mennesket til en hund med ADHD ser Wimbledon. ↩︎